Det var en helt særlig fornøjelse og føltes samtidig vigtigt at tage rejsen til Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft for som gæsteforedragsholder at lægge op til Torben Skjødt Jensens nye film om Michael Strunge, Væbnet med ord og vinger.

Filmen er netop udkommet som dobbelt dvd med en fyldig mængde ekstramateriale, hvor digtere og kulturpersoner fra 1980’erne og frem udtaler sig om digteren og tiden.

Politikens kompetente skribenter, Henrik Palle og Kim Skotte, havde inviteret mig til at tale om Normalitet og galskab med digningen som overgang mellem de to positioner med udgangspunkt i filmen om Strunge.

Jeg delte mit oplæg i 4 dele. Først handlede det om Digtning og galskab, hvor jeg påpegede, at digtningen og digterne historisk set er blevet opfattet som gal/gale. Det digteriske sprog opfattedes som utilpasset, anderledes, mærkeligt, bizart.

Digterne blev opfattet som gale og jeg talte kort om, at galskab er et uafgrænseligt fænomen. Dernæst tog jeg fat på normalitet, at være normal, som et ligeså uafgrænseligt gespenst, og stillede spørgsmålet hvem er de normale og hvem er de gale?

Som hovedeksempel på det gales sprog præsenterede jeg den portugisiske digter Fernando Pessoa og hans koncipering af flere på hinanden følgende heteronymer, og bød på oplæsninger af en af dem, Alvaro de Campos fra bogen Stik modsat af hvad som helst, hvilket i den grad faldt i god jord i salen (skulle det senere vise sig).

I forlængelse deraf var det oplagt at inddrage Michel Foucault for at få rettet et historisk skarpt blik på tematikken. Ikke mindst på at vores opfattelse af galskab gennem tiden har bidraget til både at gøre de normale gale og til at udgrænse galskaben som det andet, det anderledes, som vi ikke vil have at gøre med, hvorfor digterne, ‘de gale’ og utilpassede blev spærret inde på internater, hospitaler og fængsler. Siden har opfattelsen af de gale og af galskaben indvirket betydeligt på at holde mennesker og det gale i skak på disciplinerende vis.

I tredje del af mit oplæg viste jeg et klip fra dokumentaren De raske syge med et klip, Sven Brinkman stiller skarpt på vor tids diagnosticeringskultur i paradoksernes tid, hvor det er symptomerne og ikke de faktiske (eller slet ikke eksisterende) sygdomme, der fokuseres på. Alene diagnosticeringen er i fokus og skygger derved i betydelig grad for, hvem der faktisk er raske og hvem der bør undersøges i dybet. Det forhindrer samtidig offentligheden i at tage mere præcis stilling til ret og forkert.

I fjerde og sidste del af mit oplæg rettede jeg opmærksomheden mod Michael Strunges digtning, præsenterede den i dialog med digte af Henrik H. Holck fra Vi må være det samme som alt fra 1978, som udkom samme år som Strunges debutbog, Livets hastighed.

Knuser uret/ med mine tanker/ jeg lever kun/ med livets hastighed.

Jeg læste hele digte op, gjorde mig umage for at følge op på min egen indledende pointe om det livgivende i at begynde dagen med et digt til at skabe den rette klangbund for dagen og det, man gør. Og tog da fat på Strunges måske stærkeste og mest uhyggelige digtsamling, Verdenssøn fra 1985. Jeg læste bl.a. det skræmmende skarpe digt “Som glas”.

Jeg konkluderede nærmere, at vi nu får galskaben tilbage gennem kunsten på nye og udfordrende måder, idet både Strunges digte, de seneste film af Lars von Trier og George Batailles filosofi, slipper sandheden om os på uoverskueligt mange planer fri gennem deres kunst. Trier ved lade sine film stå åbne med amoralske slutninger.

Jeg valgte at afslutte foredraget med to klip. Begge fra den nyudgivne ekstradvd med bonusmateriale, det ene om Strunge og punkmusikken med bidrag fra Klaus Lynggaard og mange andre, det andet med bidrag, hvor jeg selv fortalte om at have været deltager på digternes eget skrivekursus i Folkeuniversitetsregi. Det tjente som den helt rette optakt til visningen af filmen, der fandt sted efter den obligatoriske kaffepause. Der fulgte en glimrende diskussion bagefter filmen.