Kronik i Jyllandsposten, 13.12.2014.
TRÆD UD AF DIN EGEN SKYGGE
Den franske forfatter Marcel Kronik modvirker undergravende tendenser i det danske samfund. Proust siger: Du rummer kimen til din egen forløsning.
Hvordan står til det til Danmark? Vi lever i tiltagende grad i en rationalitetsbesat konsensuskultur, hvor forskelle opløses, mens udskiftelighed såvel som letbenet coaching- og selvhjælpslitteratur vinder frem i fleksibilitetens navn. Hvad enten vi billiger det eller ej, griber entreprenørtænkningen om sig over en bred front. I bestræbelsen på at gøre Danmark og dansk økonomi til et foregangseksempel spærrer vi ikke desto mindre for forbindelsen tilbage til os selv, til selvforståelsen og motivationen til at hive os selv op med rode og tage kontrol over vort eget liv.
Mennesket ses i stigende grad som en ressource til markedet baseret på kravet om rentabilitet, ikke som selvstændige borgere med egne meninger, lyster og tilskyndelser. Vi fanges i et paradoksalt greb, der gør det stadig sværere at handle. Fokuseringen på den enkelte som en omsættelig vare bidrager til at gøre os stadig mere ens, hvilket yderligere forstærkes af, at vi samtidig er bange for at skille os ud og falde igennem. Det avler angst og usikkerhed. Selvsamme tendens forskyder fokus bort fra, hvordan det går den enkelte i samfundet.
Men hvordan det står til på det indre plan?
På det ydre plan er vi som samfund godt klar over, at vi står med et omfattende problem, når så mange knækker sammen mentalt i et kapløb, der accelererer uden ende. Men vi lukker øjnene i økonomiens og fleksibilitetens navn og vedbliver at arbejde med individuelle løsninger på kollektive problemer: Den enkelte skal medicineres, den enkelte skal coaches, dyrke yoga, løbe angsten bort, pumpe musklerne op eller meditere for bedre at kunne holde sig selv ud. Der findes ingen grænser for, hvad vi gør for at tilpasse os verden. Og mediernes krav til at begå sig i den.
Men hvordan det står til på det indre plan? Efter min bedste vurdering er hverken psykologi, psykoanalyse, filosofi eller alternative handlingsformer i stand til at udrette, hvad litteraturen gør. Jeg sigter her til litteraturens engagerende og anfægtende mulighedsrum, og hvad vi i mere livspraksisorienteret forstand kan kalde for litteraturens terapeutiske potentiale. Det litterære udtryk skaber med sin singularitet en forskel til alt andet uden at lukke af med færdige svar. Den sætter relationer i spil, der handler i os og med os, så vi ikke blot tænker nye tanker, men fornemmer og indser, at vore tanker er forbundet med alt, hvad vi sanser, oplever og i det hele taget er. Det er dén indsigt, de store værker bringer til veje.
Proust tilskynder til at gøre op med overfladesvømmeren i os selv.
Det er givetvis de færreste, der i det daglige tænker på, hvor vigtigt det er at lære at se sig selv udefra. Det er forudsætningen for at blive vidne til sin egen utilstrækkelighed. Jeg mener kort sagt, at det gælder om at stå ved det, man ikke kan, ikke magter, og derefter gennemføre dét, man tidligere overlod til andre, da ens selvværd ikke rakte længere end til at lovprise sin egen selfie eller sætte et forsigtigt kryds på en stemmeseddel. Vi vælger hellere flugten end selvfordybelsen, fordi vi tror, at lykken skal findes uden for os selv, lige om hjørnet.
Den franske forfatter Marcel Proust vil have os i den stik modsatte retning. Han siger: Vend opmærksomheden mod dig selv, og besind dig på dine indre forsømte ressourcer.
Proust tilskynder til at gøre op med overfladesvømmeren i os selv. Jeg har i mange år brugt ham som en perspektivgenererende ledsager, der guider mig til at stille skarpt på samfundsmæssige såvel som eksistentielle paradokser og inkonsekvenser. Han har sprog for alt. Fra hvidtjørne over kirkespir til Dreyfus-affæren, den depraverede adels sæder og persontypers inderste tilskyndelser og diverse talemåder er Proust leveringsdygtig i indsigter, der aldrig er entydige.
Han, der forstillede sig hele sit liv, er på velgørende vis ikke til at stole på. Man skal derfor tilbage og læse igen for at få alle vinker og lag med sig. Pludselig står man i indtrykkenes hurlumhejhus; en sal fuld af spejle, hvor billeder overblænder billeder, og niveau på nyt niveau tager over, og man mister fatningen. Ikke desto mindre beriges man uophørligt af, at det netop forholder sig sådan, for man får et nyt syn på det, man mente at fange, men nu ved, at man slet ikke forstod. Også på dén måde ligner og fanger Prousts tekst vort eget livs omskiftelser, lakuner, drejninger og samtidigt eksisterende lag, vi ikke var bevidste om, da vi i vor ungdom stod i det og det hus, gik på dén og dén gade eller smagte på den eller den madeleinekage.
Proust formulerer de tomme steder i os, så vi kan væbne os til kamp imod fordummelse.
Prousts geniale romanværk ”På sporet af den tabte tid” blev udsendt på fransk 1913-27, og foreligger nu i en ny dansk oversættelse. Værket stiller fordringer til os på alle planer ved at sætte den højeste standard for sanselig tilstedeværelse i verden. Prousts på én gang enkle og enorme sprog repræsenterer en nærmest skræmmende opmærksomhed i forhold til, hvad tid og erindring er og gør, og hvor lagdelte og multifacetterede vi mennesker er. Vi hænger ikke sammen med os selv.
Lad dig glide ind og ud af værket. Hvor som helst. Og du vil opleve optimale mødesteder for dit eget ustabile selv. Proust formulerer de tomme steder i os og gør os i stand til at komme det nødstedte i os selv til undsætning, så vi kan væbne os til kamp imod fordummelse af enhver art.
Prousts roman ”På sporet af den tabte tid” er mange i én: en menneskelig komedie over vor tid, en kærlighedsroman, en samfundsskildring, en moderne bevidsthedsroman, en psykologisk krimi, en metaroman, et sjælens bekendelsesskrift, en sprogdristig og flerfoldig undersøgelse af, hvad skønhed er. Sideløbende med at have forsket i Prousts romanværk og udsendt bogen ”Proust i Danmark. 1913-2013”, har jeg som koordinator og medredaktør af den netop udsendte nyoversættelse i 13 bind (2002-2014) erfaret, at Proust konstant kommer mig til undsætning på uventede måder.
Proust leverer vedkommende samfundskritik. Således spidder han nationalismens idioti og udstiller dens afhængighed af ofret. Han taler direkte til os i dag og forsyner os med det, vi behøver: et yderst detaljerigt og indgribende sprog, vi selv kan gøre brug af og forstå os selv igennem, fordi det udfordrer os til at udvikle og gøre brug af vor egen udtryksevne på nye, indsigtsgivende måder. Det er en sjælsbalsamerende dannelsesproces at læse og bruge Proust som en alternativ åndelig vejleder. Han er ikke filosof, ikke psykolog eller terapeut, men hans sprog kan noget, vi ikke kan.
Prousts fortæller forsvarer den irrationelle tilgang til verden og hjælper os til at anvende den som en drivkraft, der kan gøre os i stand til at nå langt dybere ind i os, end vi normalt inviteres til. Samtidig indgiver Proust os lyst til selv at sætte ord på vore egne skiftende tilstande. Han sætter os ikke alene på sporet af os selv; han lægger midler åbenlyst frem for os, som kan omsættes til eksistentielle redskaber, der kan gøre os i stand til at gennemføre den åndelige oprustning og spirituelle nytænkning, der er fraværende i det danske samfund.
Proust modvirker udbredelsen af sprogets pest. Derfor har vi brug for ham som aldrig før.
Den italienske forfatter Italo Calvino bekymrede sig for sprogets og billedernes pest, der gør os uklare og upræcise og forkrøbler vor evne til at se og at erkende. Det eneste middel til helbredelse, han kendte til, var litteraturen: »Litteraturen (og måske i virkeligheden kun litteraturen) kan skabe antistoffer, der standser udbredelsen af sprogets pest.« Sprogets pest var for Calvino ensbetydende med mediesproget, tv-sproget, konsensussproget. Det ville også gælde for det hurtige, foranderlige, men nok så upræcise sprog, vi driver omgang med gennem de sociale medier!
Proust modvirker udbredelsen af sprogets pest. Derfor har vi brug for ham som aldrig før. Han er ikke svær at læse. Han guider sin læser til lydhør selvovertagelse og spirituel nytænkning. Han skærper vor bevidsthed om, hvad vi gør. Man bliver opmærksom på sig selv, ikke mindst på det, man ikke mestrer særlig godt, og på egne instinkter, der i Prousts optik mere end noget andet dikterer pligten til at gøre præcis dét, man kun selv kan og derfor skal gøre, ellers er man en nar. Han skriver: »I virkeligheden er enhver læser, når han læser, sin egen læser. Forfatterens værk er kun en slags optisk instrument, som han byder sin læser for at gøre det muligt for ham at skelne, hvad han uden denne bog måske ikke ville have set i sig selv.«
Marcel Proust tvinger os til at tage stilling på nye, åbenbarende og engagerende måder. Uden omsvøb. Han siger: Træd ud af din egen skygge – i fuld figur.
Neal Ashley Conrad Thing er ph.d.-stipendiat, forfatter og formidler. Koordinerende projektleder for den danske nyoversættelse af Prousts værk ”På sporet af den tabte tid” i 13 bind, forlaget Multivers (2002-2014) Har bl.a. udgivet ”Proust i Danmark 1913-2013” (2013) og udsendt ”ProustReaderen: Et overblik. Resumé- og registerbind til På sporet af den tabte tid.
