Tidligere, et andet sted. Essays om Proust, Ekelöf, Thomsen & Springsteen

Categories Blog

tidligere-et-andet-sted.jpg

ULYKKELIGE MENNESKER TRÆNGER IKKE TIL NOGET ANDET I DENNE VERDEN END TIL FOLK, SOM ER I STAND TIL AT VÆRE OPMÆRKSOMME PÅ DEM.
– SIMONE WEIL

Forbilleder er vigtige. Derfor har jeg skrevet min første essaysamling. Den udsendes for at følge op på spor, der har tegnet sig gennem 25 år, hvor jeg i stadig højere grad er vendt tilbage til de samme kunstnere. Det gør jeg, fordi de til stadighed kaster lys over eksistentielle temaer som ensomhed, fortvivlelse, følelsen af ikke at være eller kunne komme til stede i sit liv, forholdet til tab, afsavn, tro og tvivl, identitetsproblemer og ulykkelige grundstemninger.

Tidligere, et andet sted er en flerstemmig fortolkning af fire kunstneres praksis og tænkemåde. Mellem Prousts romankunst, Ekelöfs og Thomsens digtning og Springsteens rocksprog er der, forskellene til trods, krydsende og forbundne mønstre at spore. Essaysamlingens hovedtema er spændingen mellem individets maskerader og forsøg på at komme til orde og værdighed.

Jeg er formidler, forfatter, forsker og foredragsholder. Desuden skrivelærer, redaktør og koordinator. Jeg har en ph.d. i litteraturvidenskab fra 2015, og blev magister i nordisk litteratur i 1994 på afhandlingen Proust i Danmark. En læsning af På sporet af den tabte tid og værkets danske receptionshistorie. Udsendt i bogform i 2013 med titlen Proust i Danmark. Hundrede år med Proust. 1913-2013 (2013). Stifter af CONRADS SKRIVESKOLE. Medredaktør af nyoversættelsen af Prousts roman À la recherche du temps perdu/ På sporet af den tabte tid, Multivers 2002-2014. Andre udgivelser: Nordens fyrste. Fire essays og seksten samtaler om Gunnar Ekelöfs værk og betydning, Ekelöfs blik. Film/dvd/booklet (s.m. Claus Bohm), Skønheden er en gåde. Søren Ulrik Thomsens forfatterskab (2002) m.fl.