Lawrence Ferlinghetti er en af de sidste overlevende af de store beatforfattere. Han blev i 1998 udnævnt til den første stadspoet i San Francisco og siden også hædret under en stor beatfestival i Prag, hvor han var æresgæst. Men Ferlinghetti har imidlertid ved flere lejligheder frabedt sig at blive set og læst som en beatforfatter.
Hans baggrund og orienteringen i hans digte taget i betragtning må man sige, at det slet ikke er nødvendigt at læse ham med beatbriller på. Ferlinghetti har alle dage sagtens kunne selv uden krykker fra sjælsbrødrene – Kerouac, Gindberg og Burroughs. Det skal jeg komme nærmere ind på senere.
Ferlinghetti har eksempelvis skrevet en de mest solgte digtsamlinger i nyere amerikansk litteratur – Coney Island of The Mind (1958), som holder den dag i dag. Udtrykket står stærkt og umiskendeligt direkte som hovedparten af det, Ferlinghetti har skrevet, hvis vi lige undtager det eksperimenterende spontanprosaværk, Her (1960). Digtsamlingen blev beslaglagt for at være pornografisk og Ferlinghetti blev anklaget, men hurtigt frikendt.
Baggrund
Lawrence Ferlinghetti har en splittet og dybt turbolent baggrund. Han blev født i Yonkers i New York d. 24. marts 1919 som den sidste af 4 sønner. To måneder før Lawrences fødsel dør hans far – Charles ”Carlo” Ferlinghetti – af et hjerteslag. Hans psykisk ustabile mor, Clemence Albertine Mendes-Monsanto, blev så knust over mandens død, at hun fik et sammenbrud, hun kunne på ingen måde overskue sin egen situation, havde konstante pengeproblemet og fralagde sig snart alt ansvar for sine børn. Resultatet blev at hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling på The State Hospital i Poughkeepsie i New York. Der var hun i 5 år.
Moderen, Clemence Ferlinghetti, var datter af franske Clmence Carrin og den sefardiske jøde Hermand Mendes-Monsato fra Lombardiet i Norditalien. Han emigrerede til New York i 1890’erne.
Den nyfødte Lawrence var altså fra livets begyndelse forældreløs. Det skulle komme til at præge hele hans tilværelse.
Da han var 1 år blev han passet af moderens onkel, Ludvig Mendes-Monsato og Emily, bosiddende på Manhattans Riverside Drive. De adopterede snart Lawrence. Men Emily, grandtanten, forlod snart efter sin man og tog Lawrence med og bosatte sig i Frankrig, nærmere bestemt Strassbourg med fransk som førstesprog. Ferlinghetti udtalte langt senere, at de fem år gjorde så stort indtryk på, at han kom til at opfatte sig selv som fransk og siden sammenlignede med franske forhold, da han flyttede til San Francisco. Emilys mand, Ludvig, lykkedes imidlertid med at overtale sin kone til at komme tilbage 4 år efter. Men han mistede sit job som sproginstruktør, hvorefter Emily igen forlod ham og tog den 6-åroge Lawrence med sig til Park West, en eksklusiv del af Bronxville i New York, 15 minutter fra centrum.
Men Lawrence følte sig totalt fremmed og desorienteret og isolerede sig totalt i huset og forsvandt ind i sin egen fantasiverden hvor han tegnede billeder af imaginære fædre og fremtidsplaner. Bag isolationens vægge tog han sin egen ensomme forældreløse skæbne på sig. Knyttede sig kun til chaufføren Gerhard.
I loftsværelset drømte Lawrence igen og igen om at ride tværs over prærien. Og så ellers kun Coney Island som et positivt flugtsted. Han drømte sig derhen. Grandtanten Emily gav ham på et tidspunkt romanen Little Lord Founteroy, der blev den første bog han egenhændigt læste (samme historie som hans egen). Ugen efter forsvandt Emily for altid. Det affødte selvsagt et enormt tab i Lawrence, der først mange år senere, da han er i hæren, får besked om hendes eksistens. Da er hun død i en alder af 56 år og havde skrevet hans navn på som hendes eneste slægtning. Emilys liv forblev en låst dør for Lawrence og er det stadig.
Bisland beholdt Lawrence, men uden at overhovedet at vise følelser for ham. Mrs. Bisland blev nu hans 3. ”mor”. Hendes mand Presley Bisland var en humoristisk gentlemand fra syd
Aldrig billeder på væggen. L var bange for at sætte mærker på gulvet i det fornemme hus. Blev præsenteret for græske og romerske klassikere. Bislands bibliotek åbnede Ls øjne for, hvordan bøger var trykt og sat sammen. Bøger på hylden, der ikke havde været læst i årevis mindede L om hans egne skjulte døre, der stod klar til at blive åbnet.
Genser moderen, der ankommer med de andre sønner til Bisland og stiller ham overfor – hvad han selv har beskrevet som ”a hell of a choice to leave up to a kid”. Vi taler her om en dreng på 10 år, der bliver bedt om at tage stilling til om han vil med hende eller blive på Bisland.
Grandtanten vendte senere tilbage til USA, hvor hun kort efter fik ham anbragt på et børnehje. Hun tog ham siden til sig og rejste så endegyldigt fra ham. Han blev som 6-årig arbejdsgivere og fik derefter en tryg opvækst.
Han deltog i militæret og valgte i 1951 at slå sig ned i San Francisco. Der gik ikke lang tid, før han blev et centralt navn både som digter og som en organisator, der evnede at samle folk omkring sig på den lokale kunstscene. Ferlinghetti var med lige fra begyndelsen til at organisere de første jazz- og poesiarrangementer, og hans egen rytmiske, talesprogsnære stil vandt hurtigt indpas og virkede som født til denne blandingsform. han lå i øvrigt ikke på den lade side. Udover at passe sin boghandel, vedblev han at stå for politiske arrangementer og udsende digtsamlinger og prosabøger af diverse forfattere i inder- og senere specielt yderkredsen af beatforfattere. Sideløbende har han gjort sig som billedkunstner og udsendt og haft udstillet egne værker.
City Light Book Store
Han åbnede snart den legendariske boghandel, opkaldt efter en Chaplin-film, City Light Book Store, som eksisterer i bedte velgående i dag og som Ferlinghetti stadig selv bestyrer. Det var Ferlinghetti, der udsendte Allen Ginsbergs svendestykke, det overordentligt indflydelsesrige digt Howl, fra 1955-56.
Takket være Erik Thygesen, der i 1998 genudsendte en opdateret, revideret udgave af Ginsbergs digte, tilsat et lille udvalg gamle og nye med titlen Amerika jeg har givet dig alt og nu er jeg intet, er også Ferlinghettis værk for alvor blevet tilgængeligt på dansk. Med udvalget Iført Apollinaires filthat og andre udvalgte digte er kernen af Ferlinghettis poetiske bedrifter bragt frem i lyset for et dansk publikum. Det er sket på en sådan måde, at man undgår den myteinficerede indforståethed, som ofte omgærder beatgenerationens forfattere. Det er der grund til at være taknemmelig for. Udvalget består af en intens buket digte, der bibeholder Ferlinghettis talenære og rytmiske syntaks.
Ligesom i Ginsbergs tilfælde har Thygesen udstyret Ifølge Apollinaires filthat med et kort informativt forord og et perspektiverende efterskrift. Det gør, at hvem som helst kan være med her. Kender man intet til Ferlinghetti i forvejen, kommer man lynhurtigt til det, og man oplever lidt efter lidt en poesi, der ”synger gennem hverdagens/ sluseporte”
Ferlinghettis strømmende bekendelser har undertiden en sådan puls og intensitet, at man ind imellem glemmer, at der ikke altid er lige meget dybde i digtene. En meget vigtigt del af Ferlinghettis poesi er netop rytmen – at holde den gående i form af både korte, hektiske og lange poetiske vejrtrækninger, men hvor det samtidig handler om at kunne fastholde den flygtigt strømmende tid og hente øjeblikke ud af den, plukke et nu, et sekund, et øjeblik ud af den og binde det til skriften. Vilkåret synes at være, som han understreger her:
Nu’et er en event i tilfældigheden
som fortsætter og kører videre
ud i fremtiden
Og bliver fremtiden
(…)
Til den anden side af skriftens strøm hører selvinvesteringen, iscenesættelsen, som man glimrende indblik ved at dykke ned i digtet ”Selvbiografi” cirka det sted, hvor jeg’et som det poetiske medium spiller den ene rolle efter den anden og på visionær vis viser sider afgørende sider af Ferlinghettis orientering og æstetik, samt han visionære felt:
(…)
Jeg opfandt alfabetet
efter at have set tranerne flyve forbi
og gøre tegn med tæerne.
Jeg er en sø på en slette.
Jeg er et ord
I et træ.
Jeg er et bjerg af poesi.
Jeg er et bombetogt
mod det uartikulerede.
Jeg har drømt
at alle mine tænder faldt ud
men min tunge levede videre
for at fortælle sandheden.
(…)
Litteraturliste:
Lawrence Ferlinghetti: A Coney Island of The Mind. A New Directions Book. New York, 1958
Lawrence Ferlinghetti: Endless life: Selected Poems. New Directions, New York, 1981.
Lawrence Ferlinghetti: Bekendelser for sjov – for alvor. Digte. Udvalgt og oversat af Erik Thygesen. Husets Forlag, 1984.
Lawrence Ferlinghetti: Afgang: San Francisco. Overs. v. Carsten Koed Hansen & Flemming Rydén. Husets Forlag/S. O. L., 1977.
Lawrence Ferlinghetti: Iført Apollinaires filthat og andre udvalgte digte. Overs., forord og efterskrift Erik Thygesen. Roskilde Bogcafé, 1999.
Lawrence Ferlinghetti: Hun. Oversat af Erik Thygesen. Arena, 1965.
Beat Culture and the New America 1950-1965, Whitney Museum of American Art, New York, 1995.
Beat Writers at Work (ed.: George Plimpton) The Modern Library , New York, 1999.
Neeli Cherkovski: Ferlinghetti. Doubleday & Company, New York, 1979
Neeli Cherkovski: Whitman’s wild children: portraits of twelve poets. Steerforth Press, South Royalton, Vermont (1988) 1999
