PROUST I DANMARK 2. rev. udgave med min afhandling indlejret udkommer torsdag d. 16. marts.
Categories BlogMange har hørt om Marcel Proust. En del har læst hans À la recherche du temps perdu (1913-1927)/ På sporet af den tabte tid (1932-38), der har indtaget en helt selvfølgelig position som en af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige romaner i de seneste hundrede år. Oversat til 42 sprog.
Mange gemmer på en dårlig samvittighed over aldrig at have fået taget sig sammen til at læse Proust. Eller skjuler sig bag en maske af belæsthed og snakker om den franske forfatter som om emner, der er oppe i tiden, i selvforvisning om at vinde respekt eller at stige i status. Selvsamme har ikke opdaget, at de dermed selv har forvandlet sig til typer, der til forveksling ligner flere af dem, vi læser om i Prousts roman, og som bedrager andre ved at bedrage sig selv, men den viden gemmer de væk for enhver, allermest sig selv.
Når man læser Proust, får man indtryk af, at mennesket slet ikke hænger sammen med sig selv, og at vi alle, vi såvel som de, blot er papskilte, der glider forbi og forsvinder i tidens ødelæggende strøm. Samtidig forsyner han os med en indsigt i os selv og vores egne forsømte muligheder således, at vi selv i sorgen, når vi mister vores kæreste, selv i lidelsen kan komme os selv til undsætning. Bogen her spænder over 100 års Proust-reception.
Proust i Danmark er funderet på mange års forskning i 1990’erne og tidligt i 00’erne, der her lægges frem i en essayistisk form, så resultaterne og indsigterne kan blive flest mulige til del. Det er første gang, man får mulighed for at få et samlet overblik over, hvad det vil sige at være dansk i forhold til Proust. Vi har heller ikke før haft chancen for selv at kunne tage stilling til, hvad der er skrevet om Proust herhjemme.
Under sin læsning kan man glimrende veksle mellem at læse det enkelte kapitel samtidig med at holde en finger i receptionslisten bag i bogen. Det er ganske vist spændingsfeltet på 80 år fra 1914-1994, der fylder mest. Men selv om perioden 1994-2016 har fået mindre plads, har jeg ikke desto mindre bestræbt mig på at formidle de væsentligste bidrag på Proust-fronten i den periode ved at dykke ned i et udvalg, så de kan indgå i beskrivelsen af et mere samlet og facetteret helhedsbillede.