præriens vidder strækker sig som film gennem alt og alle, men indianeren rokker sig ikke, han bliver siddende i ophøjet meditation, i tiltagende forundring ser det han det hele cykle forbi på vestens løbebånd, mens en mundharpe toner frem, suger sig ind i knoglerne, melankolsk, insisterende, en akustisk guitar følger op, stemmen fra dalen sætter ind, slår det fælles an, det levede, det levende, de hårde kår, skæbnekarrusellen, manden og kvinden på flodens bred med dalen som skjul, uskyldens helle ved flodens bred, de leger med ilden før noget er tændt, skønheden og udyret, hun næres af hans mod, hans badlands, mens alt var nyt, selvom alt var sket, strømmende som hvert eneste bortglidende nu, med floden som praj, floden som vej, floden i tarkovskis film, lange som floder, fulde af hjelme og mønter og habengut fra henfarne tider, der ved så meget mere om os, end vi om dem her, hvor floden glider under os og spejler vores bevægelser, vores drømme og bedrag, den synger fra sit dyb, fra sin verden inden i verden, den lyder som tab, men banker af mod, glitrer af forståelse, mens jeg bliver til du, og du bliver til vi, med øret mod jorden og en finger i strømmen, vi mærker kulden og lukker vinden ind, det blæsende liv fra en saxofon, den strækker sig gennem os, floden skyller gennem lag, gennem sprækker langs gulvet, vandet stiger langs huset mod sengen, op langs ryggen og det gyser og varmer på én gang, og det gør godt, fordi det gør ondt, så langt længere ser vi, når floden har fat, så meget mere dvæler vi ved det, der kan ikke sættes ord på, men den fortsætter, og vi glemmer, eller vi standser og mindes, da børnene kom til verden, verdens første smil, mens mørket suger saft ud af mod og længsler sætter ind, og gør sig til, og andre tager over og rykker frem mellem alle, skudt i gang af stemmen og trykket fra ordene fra lyden fra tonen fra bandet fra sangen om floden, om myten om floden, der overlever sig selv, løber over alle bredder, for altid videre i fortællinger om sig selv og myternes myte i amerikansk litteratur, et lands myte fanget i flugten, i pausen, på broen mellem tvivl og trods, brændt fast i robert franks fotografier, men floden glider bag ham, den trækker gennem os med billede på billede, selve livets strømmende foranderlighed, livet fra øjeblik til øjeblik, billederne forsvinder, akkurat som floden løber gennem film og musik og malerier og litteratur, floden der aldrig skal krydses i cowboyfilm, for så kommer indianerne, floden er farlig for strømmen er stærk som bare helvede, den kræver sine ofre og hvis der er nogen, der har ord for floden og floderne i alle, er det thomas wolfe, side op, side ned, væltende floder af ord, indtryk på indtryk på indtryk, off time and the river med the spirits of mankind in nets of magic, to make his life prevail through his creation, to wreak the vision of his life, dér glider hudson river, hudson rivers hunger, wolfe malede sig vej med ord for det unge menneskes begær efter mere, eugene gants bogstavelige sult efter viden, tørst efter europa, higen efter alt man først skal opleve, før man ved, hvad det er, man skal søge efter, og derfor aldrig kan forklare eller sætte ord på, for det kommer fra et andet sted, end mine ord kan nå, det kommer fra det hul, ordene selv springer fra, det sorte hul, slet ikke her, ikke sådan, for vi er vores egen virkens sted, som meister eckhart siger, men det kan være det samme, for det er lige præcis i dét nu, jeg med ord fanger dét øjeblik som et kamera, eller ser lag bag lag bag lag så dybt nede, så fjernt og afsides hærgende, at andre tilstande tager over, indtager mit nu med en anden stemning, med andre moods, men det er ikke bare en forventning, der står tilbage og brænder for sig selv som et lyssignal i panik et sted indeni, det er ikke bare en forventning, der ikke blev indfriet, men en forventning som en forhåbning, en drivende nerve bag alt, du ikke selv er i berøring med, en forvildet sitren, der blev indløst, forløst, og løftet op i et helt nyt hverdagslys, udløst af mødet med den amerikanske stemme, selve ikonet, selve billedet, han selv brændte igennem i brøndby, koncerten kører sit eget løb som en sammensat bekræftelse på, hvad det vil sige at være i live her, hvor the river snurrer og snerrer med bånd, der binder, for bandet smælder fra garagen med en lyd a la tresserne, skabt i studiet på én dag, lyden af hele bandet på én gang, dynamisk som en koncert, the ties that bind vælter alle kegler, weinberg slår så hårdt, at alle ved, at så tight skal der slås, og det er sådan musikken sker med beatringlende 60’er-sound straight out of record plant, lyden af atten måneders indsats, for chefen giver aldrig op, han vil tæt på, han vil nådesløs asfalt og fortov og biler og cykler og den amerikanske drøm fra stadig nye vinkler, med nerverne udenpå, han vil new york city dér i lyd, han vil sit publikum nu og nu og nu, båndene binder til før, binder lytter til lytter, for det er flodens vilje, den har fat og trækker os gennem sølet, gennem mine egne fejltagelser, so afraid of being somebody elses fool, men jeg er på tabernes, outsidernes, the crackedouters parti, jeg møder verden i forstillelsens spejl, mens båndene trækker, de kan strækkes, aldrig klippes, så hvorfor ikke give sig hen, hvorfor ikke føle smerten indeni, og tage hvad der skal til, for nu skal sherry stilles tilfreds, for der er lagt op til fest, men hvorfor skal din mor altid komme imellem os, der er ikke plads til hende, hvorfor skal hun altid snakke sig selv i havnen, hvorfor, tøs, kan det ikke bare være os to nu, hvis ikke det bare er en film i en film, levet som sang, en sang som liv, et liv fanget i buret, men det er jackson cage, livet i hverdagens kino med fuld skrue på desillusion, døden fra øjeblik til øjeblik, den forcerer mure, kradser sig fri af sin egen skygge, det er vilkår trukket op i shots, eksponeret i stills, i små strimler film, hvor every day ends in wasted motion just crossed swords on the killing floor, socialrealisme på et sølvfad, storbyens liv barberet ned til en gold trædemølle for to eksistenser, ingen kontakt, det er bare ham, der drømmer, det er kvinden set med mandens blik, elskede, der er nætter hvor jeg drømmer om en bedre verden, but I wake up so downhearted, girl, i see you feeling so tired and confused, I wonder what it’s worth to me or you, det er manglen på sprog, you’re reminded every night, that you’ve been judged and handed life, det er gråt i gråt, men hun er hans film, lige meget hvor, ligegyldigt hvor udskredet og ribbet og isoleret, spejler hun ham, han spejler hende, med sider han hverken kan eller vil se, slet ikke nå, det er scene på scene i digtede fotos så enkle, at man mærker dem, ser dem rulle som scener ind i storbyens film overalt, like the scenery in a another man’s play, og hvad er oddsene for storbyens hjerter, to hjerter i takt, når det er ham, der beretter, hun der intet siger, igen og igen er det kvinden set med mandens blik, kvinden som livets mulighed, men aldrig bare det, for han taler via det, han ser, direkte til enhver, ethvert andet menneske, og han vil gøre alt for at slippe for at være alene, for der er ingen fred mutters alene med måderne, ingen til at se sig fra sider, du aldrig selv ville kunne, så vi er tilbage til kvinden er vejen til den del af dig, du aldrig bliver alene om, det gælder også farmand, der venter med komfurblusset i gang, som eneste lys, ventende på sin søn, uden ord sidder han der, blottet for håb, blottet for blik, og sønnen frygter det, han ser, alt bliver monolog, fra søn til far som én lang bøn om tilgivelse for det, der aldrig var sprog for, ikke kunne tales om, dommen falder blidt, men hårdt, there was just no way this house could hold the two of us, I guess that we were just too much of the same kind, så er det afskedens tid, så er det ud af røret, løb over stepperne, drenge, så hurtigt I kan, men hvem undslipper floden, når den først har fat, hvem vrister sig fri af begæret, når det æder sig vej, og du skrider fra kone og børn, som en flod der ikke aner, hvor den skal hen, med baren som din undskyldning fra alt, en fordrevet ensom cowboy græder ud til sin ven i en bar, fortabt på livets boreplatform, og tænk, hvor hungry heart var endt, hvis ramones havde fået den og trykket den ud over kanten og smidt den fladt på røven på en markedsplads i provinsen, ja, vi kan takke landau for, at chefen fik sig et hit, langt mere dyster og dystopisk på tekstplan end musikalsk med dens happygoluckytakter, mens man som mand og kvinde kun kan juble, når vi sendes ud på gaden med sangen til drengerøven i alle og enhver, i ét med gadens liv som det første og sidste tegn på ægthed, tilstedeværelse, autentisk liv, men lad os nu lige spise brød til, for man kan forelske sig i alt, hvis glæden får strøm til sin drift, ooh ooh, I gotta crush on you, kvindens kvinde bliver idealet og mere, sparker venus de milo bort i kulden, sheena fra junglen byder sig til, den skinbarligste grund til at leve, I need a quick shock, doc, knock me off my feet, men hvorfor er det se, men ikke røre, når man ser og møder det, man vil have her og nu, og man forveksler det hele med en film, der ruller sig ind, og bliver alt, hvad der er, idet du gribes og føres til en anden tid, hvor du prompte berøres af en kvinde, der triller forbi med en barnevogn, det er hende, du vil gøre noget for nu, drevet af din egen modne glød, snurrende længsler efter at forpligte sig, slippe ud af sig selv, møde den anden, være der med ansvar og blevask og sut og hele cirkusset, for du er her i en anden tid, hvor intet er det samme med årene løbet bort, med spor af afsat tyngde, knoglerne, nederdrægtighederne, værken i skroget, den satans langsomhed, den livstrætte dvælen ved detaljer i en ny tid, hvor alt forandres og floden løber igennem dybere og dybere nede, og hentes op i sang, bæres frem i smerte, for det er det mest forunderlige, den er aldrig væk, den gemmer sig, men kan kontaktes som et sted kan ringes op, som et rum kan erobres med sang, en sang man selv synger, en sang bruce har skrevet og synger på vegne af sin brother in law and my sister, for det er the river, riverrun, nej, the river runs, into the river, we dive, ja, det er den samme og altid en anden sang, det er for altid umuligt at mødes dér på den mørkeste villavej i os selv, for du er altid en anden, når du ankommer, mens floden glider gennem alt og alle, hvad enten du er til bruce eller ej, hvad enten du lytter eller taler eller holder kæft, the river er sangens sang, stemmens nu, mørkets her, nattens dér, uskyldens død, for det er slut på livet uden far, det er begyndelsen til dit eget, det er rummet det gælder, det er dagen og retningen, det er dybet, hvor sangen aldrig kan spilles eller synges eller mærkes for første gang, den første gang ordrup gymnasiums klokker ringede ud og det var weekenden før bruce i brøndby, da var det afsted, hjem med stefansens ringlende busser, tilbage til vangede, til grammofonen, hjem til the river og venners fest med poser med øl og lp’er, for nu skulle vi op af floden, med nyt at snakke om fra samme skæringer, nyt at skændes om, naive, stålsatte og besatte, den ene mere påståelig end den anden, og der skulle baldres lamper gennem dagene med the river som en jakke at skutte sig i, en rugende kulisse af lyd, der sparkede al pligt ud over prærien, spændt af forventning, spændt som flitsbuer, for vi skulle til koncert, besatte af en lidenskab, vi ikke kunne stave til, skruet op i tekster og sange der ikke var lig med manden, selvom jeg nok så instinktivt tænkte, at det gik da ud på ét, da jeg så bruce live i et glimt fra den første gang the river blev leveret fra en scene, til the no nukes concert i madison square garden i new york, og ikke fattede, hvorfor han pludselig stod dér på scenen for åben skærm med glitrende tårer i øjenkrogen, i glimt skød gråden med passion for liv ud til os som han sang dér i front med habitjakke så besat med hånden knyttet, så determineret, som holdt han fast i noget, eller kæmpede for nogen på alles vegne, noget han selv havde mistet, men på atter andres vegne, eller vidste, men ikke kunne stille noget op med, men tog på sig, ikke kunne slippe med hånden hårdt knyttet om mikrofonen, for nu skulle han fortælle verden noget, og jeg først langt senere fangede, hvad det var, han græd over, nej, det gør ikke det, der skete dengang, mindre rørende, jeg tænker på det samme første øjeblik, hver gang jeg hører the river; det er lillesøsteren, det gælder, forholdet mellem lillesøsteren og svogeren, der mistede arbejdet, og der ikke var andet at få, tabte det hele på gulvet, sammen med selvrespekten, og livet blev en svanesang for to kæmpende, de knoklede for det hele på mandens vegne, men der sidder de, plantet pladask ved flodens bred, selvom de blev sammen, og det er hans film vi får, who cares, bruce fangede dem dér, stækkede og på hundrede års afstand af hinanden, hvor han lader som om han intet husker, og hun siger, at hun er ligeglad, og han angrer, men de er sammen, for de brød aldrig op, de vendte tabet til mulighed, det er sådan, jeg husker det første møde med floden, det var som at være der selv, før livet begynder, og tage forskud på tab, på sorger, og samtidig være her, det punkt man skal nå til, før noget for alvor bliver virkeligt, jeg husker det så stærkt, som jeg husker mit første møde med jacques brel, det var på svensk nat-tv, jeg var ti, han stod bare dér, alene i mørket, fra min mors gamle tv med en heftigt lynende vertikal søjle af en spot på sig, og fortalte om den ven, han havde mistet, for han var død, og døden skød sig ud af brels øjne som det mest ultimative tegn på liv, som han ville synge en sang for, ja, han ville synge for jef, non jef, t’es pas tout seul, mais arrête de pleurer comme ca, devant tout le monde, dette var hans sang til jef, og melankolien stod ud af alle knaphuller, durk ind i mig, som var der lagt strømkabler ind, jeg ikke kunde finde kontakten til, og jeg bare lå dér under min mors fjernsyn og stirrede op på brel, og rejste mig på hug for ham, rejste mig helt for ham, som en soldat parerer ordrer, og græd med omkvædet, gennem marv og ben og blodbaner, for omkvædet gjorde ondt som flodens omkvæd gjorde hele forskellen, for sikke en stemme, brel brændte igennem med, han løftede det hele op, som om han i ét nu vendte alle knusende vilkår til forløst klarhed, melankoli til personlig styrke, tabet til gevinst, med indsigt i de dybeste lag i os, hvor døden kommer om eftermiddagen, hvor døden lever sit eget liv, hvordan jacques gav sig til det yderste for jef, lige så gennemgribende som bruce gjorde for sin lillesøster, dér på scenen i new york city i nittennioghalvfjerds, og har gjort det lige siden, det er som om de fra hver sin side tog del i en sorg, de gav videre med hver deres smertelige følelse af at have mistet noget, de ikke ved, hvad er, og synger det og siger det sådan, igen og igen, som om sorgen, smerten og fortvivlelsen kommer fra det samme sted, som den gør i os, men alt for få har ord for, endnu færre har stemme til, nej, det er ikke højden der gør det, aldrig en billig leflen for at blive mødt af det samme fra publikum, men at gå selv, bære verden frem som det tab, den er og bliver, før man ved af det, vel vidende, at det er det, der gør os til mennesker, graden og dybden af tab, og hvor er det få, der går hele vejen gennem sig selv, og ud til de andre på den anden side, med én eneste bøn om at blive mødt, sendt ud over læberne i sang, og lillesøsteren kom til ham, og sagde, det er mit liv! det er mit liv du synger om! og floden løber videre, men hvor er det få, der holder fast, og bliver stående på smertens spot, face to face med livet, der svigtede, og løfte det aften efter aften fra brøndby-hallen til universets ende, for det er dét bruce springsteen gør, det er dét, han er, et sted at mødes, et sted at tanke op, et sted at koble fra, et sted at lide igennem, et sted at dø og søge trøst, et sted at dele i ét væk, og der er direkte forbindelse mellem dengang og nu, lyt til de syngende kabler i flodens dyb, lyt til sjælens uforstilte klage fra ham til mig, fra mig til ham, nu hvor det er mig der spørger, is a dream a lie if it don´t come true, or is it something worse, hvor er der meget, vi glemmer, og selv når det dukker op, aldrig bliver som det virkelig var i genkaldelsens stund, og hvor blev tiden af, hvor forvandt den hen sammen med kærlighedsforholdet, jeg gennemlevede, men jeg har jo glemt præcis, hvordan det var, men så kommer scenerne alligevel, bragende op gennem alle etager, scene for scene drøner forbi, optrin og kriser, garneret med smil og illusioner med børn i, ja med to piger i, ja og vognlæs af dage skåret fra, mellem dem og mig, mellem mig og dem, og springsteen kørende gennem hele lortet, tvinger mig tilbage gennem net af blokeringer, modstand og modstandsknald og glemsel, det dybt forunderlige er, at det jo er derinde, det kan ingen slette, ingen nægte mig, i fragmenter af i går, flyvende vragstumper, blitz af koncerter i ryk, det slutter aldrig, slip af koncerter, ensomme stunder med en sang, en stemme, en mand i mørket med guitar og underbid, overfor en mand i mørket i underhyler og overbid, han har sgu aldrig svigtet mig, det er mere end, hvad jeg kan sige om veninderne, kæresterne vennerne, venner, ha! venner er venner til husbehov, de glider når det kokser, går til i junk og sport, tak for linjerne cv, nu er det point blank, langsomt trippende i sjælen, point blank tager over for firehundrede og tyvende gang med weinbergs blide slag på trommens kant, og flodens måske mest personlige beretning, lige så stille, men nok så insisterende og storbyromantisk rulles ud, som et shakespearesk drama for den, der mindre og mindre kan gøre alt, mens døden ser ud på dig med den elskede unge piges øjne, der glider længere og længere bort fra dine hænder, og billederne fra klubben, you stood there and held me, then you started dancing slow, and as i pulled you tighter, I swore I’d never let you go, men skyggerne ville dig og stofferne tog over og ét fix var nok til at skyde dig ud af dette liv, men der er ingenting, der slutter, for den sang får aldrig ende, måske er det derfor, chefen ikke taler om den og hvem den handler om, den holder fordi han ingenting har sagt, den findes på en skive som et skærende forvandlende lydspor til enhver, der mister nogen, men ender vi alligevel ikke alle som en bil med røven i vejret på udstilling for enhver på cadillac ranch på ants farm amarillo texas, pisket til at holde festen kørende med åben motor, holde partyet igang uden en klink på lommen, holde rocken kørende med fremdrift og punchlines og horn og sikker timing og vedholdendhed, og hvem har nogensinde kunne slutte et nummer som bs og egadebandet – wrrrrrrrouuuuunnng!!! og sætte det igang sådan one-two-three, og så er vi afsted, over stok og sten, for der blev talt igen med rockstøvlen i gulvet, I’m a rocker – every day!, og guitaren rivravruskende, og let´s go, og helvede tag de der åndssvage kunstpauser til koncerter, we are here maaan rock us alive!, ja mc5 har sgu ret, you got five seconds, to find out your purpose here on this planet, you gotta find out, whether you are gonna be the problem, or whether you are gonna be the solution, og hele det der tog af drengerøvspis i koncentrat! ja, det var det enkle sprog, det var springsteens stemme, det var hans passion, kroppens begejstrede nærvær, den dynamiske fremdrift, der ville mig, længe før hans band, dét fik mig på krogen, hooked fra første øjeblik, jeg hørte mandens stemme, for han talte til mig dér, hvor jeg var, dér, hvor jeg aldrig aldrig havde været, jeg behøvede ikke stadse mig ud eller være en anden, for han sagde, hey you, you are my friend, og tog mig med – pow! afsted, helt og aldeles som jeg var, grydeklar til ballader, sparket ud over skolekanten, klar til ballader med fantom federicis rygradsrislende kærtegn med glimtende toner, og det er fade away, steves yndlingsnummer, det er vedståelsens stund, det er frygten for at forsvinde selv, når alt er gledet ud af ens hænder, det er frygten for at stå tilbage, som et hus alle kan glo igennem, det er sangskrivningens og sangens katharsiske stund, det er frygten for at forsvinde i en stålen bil og ingen leder efter én, frygten for aldrig at blive fundet, ja, det er fade away i en stolen car, for det er den samme kamp for ikke at miste grebet, troen, og så skal der sadles om, når nu bilen er hest og kvinde for bruce, for det er flodens liv, head on rocking, come on, come, come on, little sugar, ramroddin’ lige meget hvor, ligegyldigt hvorhen, lige meget hvad, bare væk, uden ord, uden ord som ’fascinationskraft’ og alt mulig andet dyrt, jeg ikke vidste en brik om dengang, da vi skød sangene foran os som en lærdom, vi senere skulle ankomme til, for han var enogtredive og på vej til at vende blad og træde ind i voksenverdenen, hvor det for alvor begynder, i søgen efter at vise, hvor det gør ondt, the price you pay, hvor gør det godt at mærke den igen på helt andre madder, end da jeg selv var sytten med følelserne uden på skjorten, uden den kraft, hvis man kan begrænse det til dét, der kom fra ham, så fuld af betydning, så sindsoprivende klar, at aldrigaldrig var der nogen, der havde talt sådan til mig fra sjælens formørkede egne, som i drive all night, hvor jeg er manden, der gyser i de faldne engles gade, hvor de fremmede kalder, og byder sig til og livet er dødens dans gennem vind og regn og sne, vind og regn og sne, og før det hele går i sort og vi alle mister modet, bankes vi på plads, ind på sporet, hvor livet ligner en ulykke på motorvejen med dig der overlades ansvaret til at fortælle det til den eller dem derhjemme, hvis liv er bundet op på det ene menneske, der er kørt ihjel, og det smerter, men lyder forløsende og berigende på vinyl på dage som disse, hvor en vis ro har indfundet sig, men hvor er der meget, der er udeladt fra dramaet, mange numre, der ikke fik plads, ikke tog del i flodens drama og fest og melankolske fortabelse, men floden taler tilbage til os gennem den form, der kaldte på sig selv, og det er ikke det mindst ejendommelige ved denne arbejderklassehelt numero uno, han kan det stramme greb midt i ødselheden, begrænsningens kunst, men alderen kommer som angsten, som pludselig omsiggribende regn, men han holder fast og holder lidt endnu, en, to, tre, fire, nogle hundrede koncerter endnu, hvor han kører sig helt igennem for det, der skal til for at forløse livet fra sig selv, men uanset hvad, han vil altid stå i gylden positur med guitaren løftet i respekt for alle dem, der viste vejen, Elvis, The Who, The Animals, Eddie Cochran, Chuck Berry, Creedence Clearwater, Rolling Stones, Bob Dylan, Hank Williams, Pete Seeger, The Clash, U2, Gary U.S. Bonds, Suicide – David Bowie og Prince, æret være deres minde – og alle de mange andre, der hver for sig har bidraget til at gøre ham til den, han er, men alt har sin tid, som hver eneste koncert bider sig selv i halen, in the end is my beginning, som en gestus på højde med livet og døden, som en bøn om frelse, som en hyldest til livets flamme vil bruce altid farte omkring på scene iført en t a r v e l i g cowboyjakke, som mor ville sige, et ord, der lå godt i munden på hendes generation, med godt med huller i, som en bølle, en lille gnom på entooghalvfjerds, hvad bildte han sig ind at nå mig der på scenen i brøndby, på roskilde, i paris, i parken, på ullevi, som kendte han de tomme sale i mig – i dig, som husede han dem selv, med en stjerneforblændt heftighed, selvfølgelighed og intensitet, præcis som hvis nogen talte til én for første gang, og man var lige ved at dø af chok, fordi man følte det, som om at nogen tog på én inden i, inde bag ens egne følelser, og med det samme kunne pege på det, der var galt med en hengivenhed og omtanke, der normalt ikke er kunstnere forundt, en passion på overarbejde, en hengivenhed så tough og uforstilt som forelskelse with your pants down again, som kærlighed forpligtet på rockmusikkens dybeste rødder, leveret med en hengivenhed, der spiller på alle tangenter, vi betaler, men det koster at spille så længe hver evig eneste gang, det koster at holde maskinen kørende, og aldrig bare kørende, altid levende, om man så er døden nær og betales nok så højt, alt har sin pris, det har det også at arbejde for bruce, men lige meget hvor meget han træner og star klar fünf komma act, og hverken har røget eller junket, løber fliden ud i floden, mørket i ét med lyset, dage i ét med natten, nightfire, nightfire, mens the river toner bort i det fjerne, og dukker op fra en baggård, ud af en køkkenrude, en akustisk guitar fra en mobil i solen, men da ved vi, at bruce er rejst videre, han er gået solo igen, så er det tilbage til country, til cowboys & indians, og nu kommer hans erindinger, alt det vigtigste kondenseret, de flygtigste følelser, fortællinger om alt, han står i gæld til, mens stemninger og ængstelige forhåbninger virrer allerede et sted i erindringen, for vi husker lektien, han tog på sig, som vi skulle lære, some say forget the past, some say don’t look back, but for every breath you take, you leave a track, fulgt op af skive efter skive, koncert efter koncert efter koncert verden over, loyalt og generøst bakket af toughnessens egadeband, mens vi, os der lyttede med fra begyndelsen, og så forbasket mange andre før og siden, for altid vil hejse rockbanneret for de faldne kæmper, The Big Man, det tårnhøje helvede med saxen som sjæl, der blæste op i vort liv, clarence anicholas clemons, jr., og The Fantom Danny, lydarkitekten danien paul (“danny) federici på ringlende orgel, der var med fra begyndelsen i slutningen af tredserne, I har brændemærket the river og så langt mere til, but bruce you make me feel like a real man