JAN SONNERGAARD ER DØD – DER ER OPSTÅET ET SORT HUL I VORES KULTUR

For helvede, Jan. Vi har jo nærmest lige talt sammen. Og når vi ikke talte sammen, talte jeg med dig gennem dine bøger, dine stærke noveller, dine altid vedkommende betragtninger i avisen, kronikker eller udsagn på tv, når du blev sat stævne. Knivskarpe stunder brænder i mit hoved, f.eks. da du fortalte om din roman Frysende våde vejbaner. Du var så illusionsløst klar som glas, der tydeliggjorde verden for os. Hvor har jeg tit set på verden gennem dine sætninger. Du var så belæst og vidunderligt usnobbet. Og samtidig så ekstravagant i din stil, når du ankom med en høj, farverig drink med sugerør til Spoken Word på Roskilde Festival før du skulle læse op og jeg havde æren af at præsentere. Der skulle fandme være fest, festen og åbenheden skulle ind i hvert eneste øjeblik, så der blev plads til alt og alle. Også ytringsfriheden. Du var så klar i spyttet. Du spurgte altid til, hvordan det gik. Det handlede ALDRIG om dig selv først. Hvordan har den-og-den og hvordan står det til på Krogerup Højskole, hvor du – mon ikke – også slog dine folder, længe efter at jeg havde forladt skolen og mødte dig på gaden: Hvordan går det med Forlaget Spring? Hvor er du selv nu? Hvad laver du etc. Hvad enten det gjaldt modernistiske romaner fra Kafka over Proust til Faulkner eller der var Suicide eller åbenhjertig social indignation på banen, var dit nærvær absolut og betingelsesløst. Din passion for Proust bærer jeg med mig i hjertet. Ublu, henover endnu en svævende drink sagde du engang: ”den der ikke har læst Proust forstår sig ikke på denne kultur…” Der er opstået et sort hul i vores kultur. Farvel, du dejlige menneske.