Rimbaud fra Cwndonkin drive
Dylan Thomas revisited
af Neal Ashley Conrad Thing
Dylan Thomas er kendt som én i rækken af unge døde digtere, der drak for meget for længe. I sit korte liv nåede han ikke desto mindre at blive en feteret verdensstjerne.
Han blev født 27. oktober 1914 i Swansea og døde d. 9. november i New York under sin fjerde rejse til Amerika, blot 39 år gammel. Der er flere bud på dødsårsagen. Man ved, at han kæmpede med en lungelidelse, med gigt og skiftende blackouts. Man ved, at han til slut bundede 18 whiskey-sjusser i rap, kort efter at hans sidste værk, hørespillet for stemmer Under Milkwood (1953),[1] var skrevet færdigt og opført med bragende succes. Sjusserne blev indtaget på arbejderbaren White Horse Tavern på Lower Manhattan. Dylan Thomas døde seks dage senere af en alkoholrelateret hjerneskade.
Men den egentlige årsag kan lige så vel være den 30 milligram morfinsprøjte, som kendislægen Milton Feltenstein gav digteren, der havde pådraget sig en lungebetændelse forud for ankomsten til værelse 205 på Chelsea Hotel d. 4. November. Sprøjten sendte Dylan Thomas i et koma, som han aldrig vågnede op fra igen.
Man forestiller sig sikkert, at Dylan Thomas, der forlod denne verden på berømmelsens absolutte højdepunkt, hører blandt de mest læste i dag, og at hans stjerne aldrig daler. Men sådan forholder det sig ikke.
I de nordiske lande er det de færreste, der kender indgående til Thomas’ digte. Man kender nok hans navn, har hørt om ham gennem andre, har hørt hans stemme brage ud af en radio eller man har måske set John Mayburys film The Edge Of Love (2008) om to kvinders besættelse af den karismatiske digter. Men ikke så forfærdelig meget mere. Det skyldes ikke kun, at hans digte er yderst komplekse og noget nær uoversættelige, hvilket de er. Det skyldes måske især, at man frem for at fordybe sig i hans digtsamlinger, som konsekvens af hans blændende oplæsninger, i stedet har dyrket lyden af ham, hans oplæsninger, hvilket jo blot er den ydre side af Thomas.
Om ikke alle over én kam, så gælder det for mange, at man er blevet stående på beundringens og fascinationens distance, mens andre blot har nydt hans humoristiske og lettere absurde fortællinger.
Med andre ord, uanset berømmelsen, som blev Thomas til del, er han ikke nogen konstant faktor. Hans stjerne skal igen og igen samles op fra gulvet og plantes på himlen. Da skinner den til gengæld igen på livet løs for en tid, så ingen kan være i tvivl om, hvilken master of words, der er tale om, som brændte igennem samtlige lag af vaner og intellektuel og poetisk tomgang i sin samtid og i tiderne derefter. Lyt blot disse linjer ind: ”Time passes. Listen. Time passes. Come closer now. (…) Only you can hear and see, behind the eyes of the sleeper, the movements and countries and mazes and colours and dismays and rainbows and tunes and wishes and flight and fall and despairs and big seas of their dreams …” (Under Milk Wood).
Dylan Thomas er en digter, der tages op fra tid til anden og kommer på folks læber, når et mærkeår – 100-års dagen 27. oktober 2014 – eller en begivenhed aktualiserer hans poesi og gerning.
Den waliske komponist og sanger John Cale har eksempelvis aktualiseret Thomas på sin plade Words For The Dying (1989). Den danske gruppe Eggs Laid By Tigers har foretaget musikalske fortolkninger af hans digte på to plader: Under The Mile Off Moon (2012) og This Red-Eyed Earth (2014). Men han er ikke længere det pejlemærke, han var, da hans stemme brød igennem æteren og ind i tusinder af læseres og radiolytteres liv via BBC. Han nåede direkte ud til folk og ind i deres stuer og private liv.
Det er næppe nogen overdrivelse, at hans mørktonede digterstemme, der brændte igennem med en oratorisk gennemslagskraft og en ordstolt og lydlegende autoritet hverken før eller siden blevet overtrumfet. Ønsker man fornemmelse for, hvad der sigtes til her, behøver man blot at gå ind på Spotify eller Youtube og lytte til hans oplæsning af det magtfulde digt And Death Shall Have No Dominion. Det var således ikke så sært, at han fra midten af nittenfyrrene og frem til berømmelsens klimaks med Collected Poems og hørespillet for stemmer Under Milk Wood opnåede en status som den moderne digtnings første poetiske rockstar.
Dagens digtlæsende publikum og spirende beatlitterater går mere stille med dørene og holder ham mere for sig selv, end man gjorde tidligere. Men selv blandt dem er det fortsat de allerfærreste i de nordiske lande, der for alvor fordyber sig i digtsamlingerne, og her sigter jeg især til 18 Poems (1934), 25 Poems (1936) The Map of Love (1939) og Deaths & Entrances (1946), hvilket fremgår af, at der nærmest intet skrives om Thomas’ digte, heller ikke på videnskabelig plan. Det er som om han ofres på sit eget bohemealter. Det skal forstås således, at bohememyten om ham, som han i højeste grad selv medvirkede til at lancere, har lagt sig ind over hans poesi, så man ikke længere trækker den frem og belyser den. Det skal så igen ses i kontrast til de mange bøger, der så faktisk er udkommet i England og Amerika, der stiller skarpt på det, der her efterlyses fra nordisk hold. Thomas opfattes nemlig ikke længere som den skelsættende kultfigur, han var og som man dyrkede uden forbehold, eller som en digter, man kan regne med. Derimod står han for os i Norden med sit korte livs uforbeholdne selvforbrænding og uomtvisteligt visionære passion som et fænomen, der lokker og forskrækker os på samme tid, så vi ikke rigtigt ved, hvad vi skal mene, fordi vi enten ikke har os selv med, eller ikke helt forstår, hvad det er digteren Dylan Thomas forsøger at sige til os med sin poesi og ultimative indsats med ord.
1.
Dylan Thomas 100 år
Det er nu allerede lang tid siden, at Thomas blev hyldet efter alle kunstens skrevne og uskrevne regler i sin hjemby Swansea og verden over. Da jeg på baggrund af tidligere foredrag og bidrag om Thomas blev kontaktet op til hundredeårsdagen 27. oktober 2014 af en dansk avis for at præcisere, hvad det er denne verdensberømte digterdreng kan, blev jeg tilskyndet til at se tilbage på mine år med Thomas, hvor jeg som lærer og litteraturkritiker igen og igen vendte tilbage til ham, til hans poesi, hans fortællinger og way of being. Da fik jeg lyst til at genskrive en essayartikel, jeg fik trykt i det danske dagblad Information, skrevet i anledning af åbningen af ’The Dylan Thomas Centre’ i 1995.[2] Sidstnævnte var tydeligvis årsagen til, at jeg blev adspurgt, hvilket har givet mig lejlighed til dels at se tilbage og gøre status, dels at foretage en genskrivning af det, jeg nåede frem til, således at nye nordiske læsere får øjnene op for, hvad det i virkeligheden er for en digter, vi har med at gøre – i dag. Tilskyndelsen var netop at spore træk af, hvad der er sket siden. Der lå med andre ord en tilskyndelse i, på mange års afstand, med tidens flod løbende under os alle, at søge tilbage for at komme frem på ny. Rejsen tilbage foretog Thomas adskillige gange selv i sit lynkorte liv. Rejsen, jeg foretog og nedskrev dengang, har løsrevet sig fra tiden og lever sit eget liv i erindringen, som genopfriskes – til fælles bedste – i det følgende.
Den pukkelryggede i parken
Allerede fra bussen undervejs fra London fik vi indtryk af nogle af de forandringer, der er sket med landskabet omkring den walisiske havneby Swansea. Det sted, Dylan Thomas blev født og voksede op, og siden udødeliggjorde med digte og historier. Siden det tidspunkt, hvor Thomas voksede op – da boede der godt 100.000 mennesker – byen blevet dobbelt så stor. Det gamle bycentrum, Old Swansea, blev sønderbombet under 2. Verdenskrig, og genopbygget. Men uskylden var tydeligvis skraldet af.
Ludfattige i smadrede campingvogne midt på en losseplads på en bjergryg blandede sig med indtryk af en forældet nedlagt kulindustri. Selve Swansea, der lå nede i en dal, lignede mest en forhutlet, forvokset provinsby med små lokalsamfund, domineret af uendelige, snorlige rækker af uensartede A-formede rækkehuse. Hvad der tidligere udgjorde en levende badeby, der før kunne lokke turister til i hobevis, var der nu spøgelsesagtigt forblæst og tomt. Talrige butikker var lukkede og sat til salg, mens hoteller og gæstehuse utrætteligt overbød hinanden med de billigste bud på bed & breakfast, uden kunder i miles omkreds.
Bevares, det var dog til en hvis grad stadig muligt at genopleve glimt af atmosfæren fra Thomas’ historier, tage del i pubstemningerne og genkende flere af de lokaliteter, særligt den forførende Cwmdonkin Park, som Thomas beskrev, besang og udødeliggjorde på samme vis, som de steder, der satte sit mærke i hans altid vågne oplevelsesverden. Parken, han løftede frem for læserne i ”The Hunchback In The Park”, stod fortryllende frem som et eventyrligt sted bestående af ”terrors and treasures”, som Thomas udtrykte det, hvor drenge uskyldige som jordbær drev den pukkelryggede solitære eksistens til vanvid med deres spot, hån og nederdrægtigt drilske, og ikke helt så uskyldige lege:
Like the park birds he came early
Like the water he sat dowm
And Mister they called Hey Mister
The truant boys from the town
Running when he had heard them clearly
On out of sound
Past the lake and rockery
Laughing when he shook his paper
Hunchbacked in mockery
Through the loud zoo of the willow groves
Dodging the park keeper
With his stick that picked up leaves.
And the old dog sleeper
Alone between nurses and swans
While the boys among willows
Made the tigers jump out of their eyes
To roar on the rockery stones
And the groves were blue with sailors
Parken ligger højt, lige ud for hvor Thomas selv boede. Fra sit vindue i barndomshjemmet på bakken, Cwmdonkin Drive 5, kunne han holde øje med livet i parken og byen og se helt over til pieren på Mumbles spids, hvor der, udviklingen tro, nu var placeret en vulgær spillebule med et tilstødende tivoli.
3.
The Dylan Thomas Centre
Straks efter at være draget til byens vestlige udkant for at tjekke ind på et Guest House – hvor alle ting var lyserøde som Thomas’ uskyldshymner – måtte vi storme afsted med barnevogn til et af arrangementerne for digteren i det fornemme The Dylan Thomas Centre. Skuespilleren Adrian Metcalfe, født og opvokset i Swansea, skulle fremføre et oneman-show, ”Reminiscences Of Childhood”, baseret på Thomas’ fortællinger og radioforedrag –en forestilling, som Metcalfe havde været på turné med og vundet flere priser for. Som et væsentligt led i ”The UK Year Of Litterature And Writing 1995” var Dylan Thomas blevet hyldet og hans værk blevet belyst efter alle kunstens regler gennem hele juni måneds Dylan Thomas Festival. Digterens gamle venner, forfattere, forskere, skuespillere, musikere etc. havde givet deres bidrag.
Metcalfes show var en vital og vittig overraskelse med begejstrede, indlevede portrætter af sære eksistenser fra det thomaske univers, samt en lyrisk dramatisering af barndommens fantasiverden og hverdagslivet i Wales. En intens rejse fra det mondæne og ind i det fantasmagoriske.
Som om en festival ikke var nok, kunne man i samme center opleve den kompakte og varierede udstilling ”Dylan Thomas Word and Image”, der blev forevist året igennem og sammenstykket con amore af den måske største Dylan Thomas-samler og ekspert gennem tiden, Jeff Towns, der også er ejer af byens Dylan Bookstore,. Desuden huser The Dylan Thomas Centre Englands første egentlige litteraturcenter Tê Llên – The National Litterature Centre – beliggende ud til Swanseas havn. Det var alt dette, vi var kommet for at besøge i tre dage.
4.
Dylan og Dylan
Jeff Towns gav i sit humoristisk-lidenskabelige forord til udstillingskataloget ”Word and Image” baggrunden for sin interesse for Dylan Thomas. Den begyndte så småt i 1962, da han købte sin første lp, The Freewheelin’ med en kunstner, han først ikke kendte. Via covernoterne fremgik det snart, at kunstneren allerede som 18-årig havde skiftet navn fra Robert Allen Zimmermann til Bob Dylan. På udstillingen kunne man læse et af Bob Dylans digte, ”Poem to Joanne”, hvor Bob fortæller Echo, at han vil være rockstjerne, og ”at han ønskede at skifte sit efternavn ud med Dylan, efter digteren Dylan Thomas”. Den rigtige Dylan stirrede en dag Towns i møde over skulderen på Marlon Brando fra coveret til The Beatles Sgt. Pepper. Da Towns på samme pladeomslag fandt Bob Dylan side om side med Oscar Wilde og William S. Burroughs som medlemmer af ikonernes klub, var han solgt. En ven fortalte senere, at Dylan Thomas var John Lennons største helt, så var der to Dylan’er i hans liv; den ene på lpplade og den anden i poesi. Towns, der oprindelig er fra London, blev ansporet til at åbne en Dylan’s Bookstore – som på dét tidspunkt havde 25 års jubilæum – da han mødte en pige, som ikke alene kunne recitere Thomas-digtet ”And Death Shall Have No Dominion” udenad, hun kom også fra Swansea. De flyttede snart til byen, hvor mange imidlertid helst ville glemme alt om drukkenbolten Thomas. Her er digtet i Jørgen Nash’ danske oversættelse:
Og døden skal ikke have nogen magt.
Nøgne skal døde mænd blive eet
med nordenvinden og den stigende måne.
Når deres knogler er spist rene og knoglerne borte,
vil stjernerne lyse ved deres albuer og fødder.
De skal miste forstanden, men have sjælens helse,
de skal synke i havet og komme op på ny,
de skal miste deres kære, men ikke kærligheden.
Og døden skal ikke have nogen magt.
Og døden skal ikke have nogen magt.
Der, hvor de ligger i havstrømmens favn,
er deres død ikke let som en luftning,
de er bundet som i krampe og senerne spændes,
de er naglet til hjul, men ingen giver op.
Troen i deres foldede hænder skal briste
og enhjørningens horn spidde dem,
men om alting splittes giver de sig aldrig.
Og døden skal ikke have nogen magt.
Og døden skal ikke have nogen magt.
Måger skal aldrig mere skrige for deres øren
og bølgerne ikke brydes i havstokken.
Der, hvor en blomst skød op, vil en blomst måske
aldrig mere rejse sit hoved mod regnens vælde.
Skønt de er døde som sten, slår selv i døden
viljen sig vej gennem græssets blomster,
slår sig ind i solen til solen brister.
Og døden skal ikke have nogen magt.[3]
Gennem ihærdige udvekslinger med byens indbyggere efterfulgt af et hårdnakket råd: Læs hans værk! – begyndte de snart at tø op og at komme rendende med alt fra Thomas’ favorit-lænestol og gulvtæppet, han havde gået på, til hans lommeure og slips.
Jeff Towns vedkendte sig, at Dylan Thomas ikke blot er digteren, prototypen på en romantisk digterboheme. Han er et uudsletteligt ikon. Til al held havde Towns undladt alle mulige inferiøre rekvisitter. Der var lagt vægt på overskuelighed og kronologi, så selv den der aldrig havde hørt digterens navn, hurtigt kunne få indsigt og overblik. Og der blev fokuseret på det, Dylan Thomas havde skrevet, digtsamlingerne først og fremmest, som man kunne se i førsteudgaver, dernæst breve med tegninger, billeder af Thomas’ hustru Caitlin Macnamara, han giftede sig med i 1937.
Kuriøst var det at se alle de lp-plader, der var indspillet med Thomas i USA stå ved siden af hinanden, deriblandt Richard Burtons oplæsninger af Thomas-digte, der næsten kommer op på siden af digterens egen. Midt i det hele var der lavet en tro kopi af det træskur, som Thomas digtede i, som befandt sig ved The Boathouse ud til Laugthernes kyst (22 kilometer sydvest for Swansea), hvor familien Thomas boede, som var et utrolig smukt beliggende sted, de sidste fem år af hans liv. I dette opførte skur blev en værdifuld dramadokumentarisk portrætfilm, ”The World I Breathe”, vist.
Også andre medvirkende i filmen, som barndomsvennen, maleren Mervyn Levy, aflivede myter og korrigerede billedet af Thomas, og beskrev ham som et både anarkistisk, humoristisk og alvorligt menneske, udstyret med en vild og kreativ fantasi, der aldrig sov. Levy og Thomas yndede særligt at lave ordlege med uendelige rækker af konsonant- og vokalrim, så sætninger dansede ud i luften og slog tiden bort med elegante slag med lydhalerne.
5.
Ægteskabet
Dylans turbolente ægteskab med Caitlin Macnamara Thomas er for længst blevet beskrevet fra mange leder og kanter. Men hvad der ikke så tydeligt er blevet nævnt, selvom der foreligger flere bøger til at belyse det, er, at Caitlin måtte lide frygtelige afsavn på afgørende planer alle årene igennem. Mange år efter Dylans død bedyrede hun overfor journalist George Tremlett, der i 1985 som led i arbejdet med en bog om Caitlins liv tog til Sicilien, hvor hun havde bosat sig: ”Inden vi fortsætter [interviewet/samtalen] ønsker jeg, at du skal vide en ting, nemlig at i alle årene sammen med Dylan fik jeg aldrig nogensinde nogen orgasme, og der har vi roden til en stor del af vores problemer…”[4] Der blev roden lagt til hendes serielle utroskab og hysteriske amokture, når hun fik nok af Dylans fravær og vidtrækkende ekscesser. Dylan var ofte bange for hende. Hun har i perioder været stjerneulykkelig, og slog ham engang i gulvet med en lysestage i ren arrigskab.
Parret var kendt på hjemegnen for at skændes så det bragede, men også for at forsones som om intet var hændt få øjeblikke efter. Hvis man ønsker nærmere indblik i samlivet kan det anbefales at læse både Caitlins og Tremletts bog, samt hendes eget værk, hvor hun kæmpede med sorgen over tabet af manden, og fremlagde et regulært, uhyre gribende sorgarbejde i og med bogen Leftover Life To Kill i 1957. Da havde Caitlin forinden, kort efter Dylans død, forsøgt at begå selvmord ved at springe ud fra 3. sal.
Hun, der var født i 1913 i London, havde som ung været danser, bl.a. i Paris under ledelse af Isidore Duncans bror, hvor hun dyrkede frisindet kærlighed, som hun havde med hjemmefra fra faderen, der f.eks. opfordrede sin kone til at have lesbiske affærer. Selv blev hun den ældre billedkunstner Augustus Johns purunge elskerinde, som drev ind og ud af den løsslupne kunstnerkoloni, han var en del af. I sammenligning med det forekom Thomas paradoksalt nok blot at være en ”simpel metodistdreng fra middelklassen, der blot ønskede sig et stille liv.”[5] Inderst husede han nemlig et nøjsomt ønske om et fordrageligt stille liv ved havnebyens kyst – i afstemt kontakt med sin familie. Dylan og Caitlin var konstant var uden penge. De så sig derfor tidligt nødsaget til at sælge alle ejendele og flytte fra Laugharne. En dag stod The Boathouse ved byens kyst til salg. Takket være Dylans loyale protektor, Margaret Taylor, som skøbte huset til dem, fik de i maj 1949 mulighed for at komme tilbage og etablere sig. Dylan omdannede trægaragen til et lille skrivehus, hvor mange af hans digte blev til. Men rastløsheden, udriften og berømmelsens sus trak ham stadig andre steder hen. Hans indre splittelse og jagt efter poetisk perfektion var betragtelig. Det var konstant Caitlin, der skulle støtte ham, men afskyede ofte den utaknemmelig rolle, og udbrød i 1943, efter endnu en af Dylans forgæves kampe med at få digtene til at lykkedes, til en bekendt: ”Dylan’s corrupt. Corrupt right through and through. It’s not for me to save him from himself. If he can’t do it himself, let him rot.”[6] Sandheden ville, at han var ude af stand til at leve op til sine egne såvel som andres og sin families krav, ikke mindst.
Parret fik fire børn og havde et turbolent ægteskab, der varede hans korte liv ud. Det holdt, som antydet, hårdt, for i takt med succesen drak han mere og mere, og blev stadig mere selvoptaget. Han ville det ellers alt sammen godt, af et godt og romantisk hjerte, da han under sin første oplæsningsrejse fra New York skrev hjem til Caitlin, 25.2.1950, i sin karakteristisk højstemte romantiske stil fulde af lovprisninger:
My darling far-away love, my precious Caitling, my wife dear, I love you as I have never loved you, og, please remember me all day and every day as I remenber you here in this terrible, beatiful, dream and nightmare city which would only be any good at all of we ere together in it, if every night we clung together… […] I’ve been to a few parties, met lots of American poets, writers, critics, hangers-on, some very pleasent; all furiously polite and hospitable.
Sådanne breve findes i hobetal, spækket med lovprisninger, men som følge af de første oplæsningsturneer til Amerika, der blev et stadig større kors for Caitlin – hun var med på den anden rejse, men ikke næste, hvoraf den sidste, fjerde blev fatal – skiftede Dylan på det nærmeste personlighed og droppede at skrive digte for i stedet at slå sig løs som playboy og tage bad i det stigende antal tilhængeres begejstring under og efter foredrag på diverse universiteter; flere og flere og flere ville høre ham, mens alt det menneskelige, det selvkritiske og de sidste reminiscenser af ansvarlighed overfor livet derhjemme druknede i omgangen med kvindelige beundrere, hipstere og unge wannabe-digterspirer. Dylan Thomas’ ultimative kors blev hans egen uafgrænselige narcissistiske dyrkelse af sig selv.
6.
Magisk tilfældighed
Forklaringen på Dylans sanseløse excesser skal findes i hans forhold til sig selv som digter og til selv digterrollen, han opdyrkede. For det handlede til stadighed for Thomas om at opfinde og at digte sin verden. At leve i hundrede verdener på én gang. At skabe en virkeligere verden inden i verden, et magisk ord-univers, ingen kunne røre, et frigjort rum, hvor sjælen, drømmen, følelsen – hele mennesket – kunne ånde for sig selv. Digtene var nøgler til verden for Thomas. Det gjaldt både konkret og i overført betydning. Nogle var intuitive nøgler, andre var forbundet med begær eller død; ingen af dem stod han tilbage for, når det gjaldt om at bryde igennem til et nyt sprog, nye akkorder, hvad enten de så mest klang igennem til den hymniske eller elegiske side. Ikke for ingenting kunne han i digtet ”Ballad of the Long-Legged Bait” skrive: ”There is nothing left of the sea but its sound,/ Under the earth the loud sea walks”(1946). Han havde en kolossalt udviklet fornemmelse for sproget og dets musik. En evne til at kombinere ord, sansninger, anelser og fornemmelser:
the best poem is that whose worked-upon unmagical passages come closest, in texture and intensity, to those moments og magical accident […] And there is this to be said too. Poetry, to a poet, is the most revarding work in the world. A good poem is a contribution to reality. The world is never the same once a good poem has been added to it.[7]
Det intense og innovative forhold til lyden, ordenes lyd, gjaldt bestemt ikke kun for digtene, det gjorde sig også på langt mere umiddelbar vis gældende for hans forhold til sprog i det hele taget. Også når der skulle fortælles historier her og nu. Thomas ville livet her og nu med ord og alkohol og alt på én gang. Havde man ingen hemmeligheder, gjaldt det hurtigt om at opfinde på stedet – med en legende sprogmusikalsk intuitiv improvisation som princip, udfra denne devise ”The memories of childhood have no order and no end”, som her:
I love very much people telling me about their childhood, but they’ll have to be quick, or else I’ll be telling them about mine. I was born in a large Welsh town at the beginning of the Great War – an ugly, lovely town, or so it was and is to me; crawling, sprawling by long and splendid curving shore where truant boys and Sandfield boys and old men from nowhere, beachcombed, idled, and paddled, watched the dog bound ships or the ships steaming away into wonder and India, magic and China, countries bright with oranges and loud with lios, threw stones into the sea for the barking outcast dogs [8]
Ligesom det franske naturtalent, digteren Arthur Rimbaud, skrev Dylan Thomas sin mest betydelige, stærkt fornyende poesi som en besat knøs fra han var 16 år til 20 år. I årene 1930-1934 skrev han op imod 210 digte. De udgør hans absolutte hovedindsats, bortset fra enkelte store digtere, som blev skrevet lige efter verdenskrigen, eksempelvis de berømte ”Fern Hill”, ”Do Not Go Gentle Into That Good Night”, og ”Poem In October”. Det var notesbogens 210 digte Thomas valgte fra til de digtsamlinger, der fulgte – og til det digtudvalg, Collected Poems, han selv foretog og, som allerede nævnt, udsendte i 1952. 10-15 digte derfra står i dag tilbage som den mest geniale, sprogmusikalske, lydmønstrede og komplicerede poesi, der er skrevet i det 20. Århundrede.
Uanset digtenes inciterende sproglige musikalitet er de svære at annamme i deres helhed. Det er en vigtig årsag til, at der til dato kun er oversat pinligt få til dansk; af Jørgen Nash, der oversatte Thomas prosa tilbage i halvtredserne, et enkelt af Ivan Malinovski og ganske få andre, hvilket der siden er blevet rettet op på, da Det Poetiske Bureau udsendte det lille Thomas-udvalg Kort over kærligheden i Ib Johansens oversættelse. Til en sammenligning har man i Sverige for længst oversat Thomas’ debutdigtsamling 18 Poems, der udkom i 1934. Og mere til, til trods for at Thomas’ digte altså er umådelig komplekse at følge. Poesi var for Thomas mønstre af lyd – patterns of sound. Og når de indfandt sig, skete det i – og som – øjeblikke af magisk intensitet og tilfældighed. Dem havde han mødt hos Joyce i Finnegans Wake, det eneste værk, Thomas mente var i stand til at konkurrere med Biblen. Når det gjaldt naturen som levende billede, var det Gerald Manley Hopkins og D. H. Lawrence, han søgte til. Men det blev sin helt egen natur, han fremskrev, fuld af hellige væsener og arketypiske symboler og til tider også seksuelle billeder.
Hovedtemaerne i Thomas digtning er ganske få, men går ofte igen:
fødsel, kopulation, sex, død og mørke.
Desuden findes der flere digte om ungdommens ulidelige lethed, som i det fantatiske ”Fern Hill”, som udødeliggjorde mejerigården, hvor han opholdt sig hver sommer, som digtet er opkaldt efter:
Now as I was young and easy under the apple boughs
About the lilthing house and happy as the grass was green
(—)
Oh as I was young and easy in the mercy of his means,
Time held me green and dying
Though I sang in my chains like the sea.
Og der er kosmogoniske digte, livmoderdigte, og uskyldsdyrkende erindringsdigte om barndommens tabte paradis. Digte om kærlighedens umulighed.
7.
Dylan digterdreng
Thomas er som nævnt kendt for sin store stemme. Som oplæser af egne og andres digte, blandt andre W.H. Auden, William Butler Yeats, Thomas Hardy og Gerald Manley Hopkins, og foredrag for radioen, har hans stemme således gjort et uudsletteligt indtryk på tusindvis af radio- og pladelyttere. Det bevirkede, at hans eget udvalg af digte, Collected Poems 1934-1952, der udkom i 1952, i Thomas’ egen levetid nåede at blive solgt i mere end 10.000 eksemplarer, et uhørt antal for en digtsamling. Har man én gang hørt Dylan Thomas læse op, glemmer man det aldrig. Man får stukket en pæl i kødet. Hans oplæsninger har ændret menneskers liv på stedet, hvilket ikke mindst skyldes, at man prompte forledes eller forføres til at tro, at det er selve livets vibrerende navlestreng, der spiller inden i én, når hans digterstemme toner igennem inden i én, hvilket bestemt ikke skal forstås på nogen entydig positiv måde. Liv og død krydsedes uophørligt hos ham. Thomas var på frekvens med tilværelsens ultimative kræfter i en sådan grad, at han også selv endte med at blive offer for dem! Han forstod knap selv, hvori hans unikke evner bestod. Hans tilgang til at skrive hidrørte fra et sted, hverken han selv, digtelskere eller forskere kan lokalisere. Man vil bare tilbage – ind i lyden og lytte igen, også selvom man egentlig ikke hverken fanger eller forstår, hvad det egentlig er man lytter til. Ordenes musik og de evindelige sprogspil, Thomas bedrev, driver os af sted. Man vil tilbage og se med digtets blik, mærke den poetiske puls, vores eget liv så tit kan savne som følge af vores rationalistiske tilgang til tingene.
Hvis Dylan Thomas er kendt for noget så er det frem for alt sine radioforedrag og digtoplæsninger for BBC, hvoraf flere med tiden blev sendt ud til Europa, samt de fire oplæsningsturneer i USA, som er bevaret på de nævnte fem-seks lp’er. At denne ’Rimbaud fra Cwmdonkin Drive’ – som han underskrev sig i et brev til en veninde – drak sig ihjel, er sandt. Men myten om, at han altid drak er overdrevet. Det understreger flere biografier og det gør Thomas’ første kærlighed, forfatteren Pamela Hansford Johnson også. Det fremgik af hendes udtalelser i den førnævnte film The World I Breathe.
8.
Bohemen
Pamela Hansford Johnson mere end antydede, at Thomas i sidste del af sit liv blev offer for sin ungdoms romantiske boheme-opfattelse af sig selv som digter. En rigtig digter drak og gik med stråhat, tweedjakke og med en smøg løst hængende i kæften, som sjældent stod stille på ham. En rigtig digter var boheme – i opposition til enhver borgerlig livsførelse, ethvert almindeligt familieliv. En rigtig digter var hævet over al borgerlig tomgang. Den opfattelse gennemspillede han som rolle i få hektiske år i midttrediverne.
Han havde både snerpetheden og religiøsiteten fra sin mor og sin asketiske fars akademiske lærdom at gøre op med. Men lad os ikke overstå Thomas’ far for hurtigt, for hans læregerning og ansvarsfulde forhold til litteraturen var det uomtvisteligt formative grundlag for Thomas. David John Thomas underviste i engelsk litteratur på Swansea Grammar School, hvilket dog aldrig levede op til hans høje akademiske ambitioner. Det blev en stolthed, der skulle ligge ham til last. Han var kendt for at være en skræmmende, temperamentsfuld mand, der aldrig smilte, og som gik med hat på indendørs for at skjule sin tiltagende skaldethed. Ved siden af arbejdet på skolen tilbød han hjemmeundervisning i walisisk, og forældrene talte sproget indbyrdes, men faren ville ikke give sit andet sprog videre til sønnen. Walisisk var for bondsk. Kun et par af karakteristiske konsonantlyde – den walisiske ”hoil” – forblev i Dylans sprog og vidnede om hans ophav.[9]
9.
Do Not Go Gentle…
Det er ikke svært at forestille sig, hvorledes denne iltre, litterært ambitiøse overlærer med en majestætisk stemmeføring påvirkede sønnen på uoprettelig vis. Det sker ikke sjældent at fædres uforløste ambitioner bringes videre til deres sønner, der livet igennem kæmper for at leve op til faderens krav. Således var det i høj grad for Dylan Thomas, der på faderens stædige initiativ blev opkaldt efter Dylan ail Don, som var en af karaktererne i de keltiske heltedigte, kaldet ”Mabinogionen”. Man kan således konstatere, at han så at sige blev født ind i poesien. Et indtryk, der ikke mindre bestyrket af, at han fik læst højt af Shakespeare fra han var to år gammel! En sådan påvirkning fra så tidligt et stadie ville i mange andre tilfælde have resulteret i, at man som voksen vendte sig i modsat retning og aldrig ville beskæftige sig med litteratur. Thomas gjorde ganske vist op med alt det intellektuelle – han hadede hele livet at blive belært af lærte, særligt akademikere – men han gjorde faktisk alt hvad han kunne og mere til for at leve op til faderens høje forventninger. Og digter blev han – med eftertryk og på rekordtid! I et af hans senere og mest berømte digte, ”Do Not Go Gentle Into That Good Night”, giver Thomas sig til det yderste for sin syge far, i et af de mest bevægende digtere fra en søn til sin far, der nogensinde er skrevet. Det er skrevet, da faderen ligger syg og blind i 1945, og hvor Thomas skriver til sin nære Vernon Watkins ”the world that was once the colour of tar is now a darker place”,[10] men vælger ikke at udsende det før efter hans død, hvor det udkom i samlingen Deaths and Entrances, 1946. I digtets to sidste, mere personlige vers, tematiserer Thomas blindheden, og konstaterede i sine noter, at ”Although he was too proud to die, he did die, blind.” Hans ikke-troende gamle far døde blind, ude af stand til at se det hellige lys, men som Tindall påpeger, ”this blindness seems mere than metaphorical”:[11]
Grave men, near death, who see with blinding sight
Blind eyes could blaze like meteors and be gay,
Rage, rage against the dying of the light.
And you, my father, there on the sad height,
Curse, bless, me now with your fierce tears, I pray.
Do not go gentle into that good night.
Rage, rage against the dying of the light.
Det er imidlertid ikke blot sønnen, der trøster sin far, for som den irske digter og essayist Seamus Heaney, der i lige sø høj grad læser digtet som en klagesang over digteren i Thomas selv som et farvel til den stolte og fjerne skolelærerfar. Skyggen af den unge man, som engang udtrykte frygt for, at han ikke var digter, men bare en anormal bruger af ord, beder om hjælp og bekræftelse fra den ældre, mere sørgmodige, litterære berømthed han er blevet, og som tilsyneladende har hele verden liggende for sine fødder.” Heaney påpeger desuden, at store Thomas-digte som ”Poem in October” og ”Fern Hill”, trods deres stråleglans og skønhed, i alt for høj grad vender sig mod fortiden og svigter nødvendigheden i forhold til fremtiden. Det gør ”Do Not Go Gentle” absolut ikke. Det holder blikket fast mod ”den stejle vej forude og arbejder mod det skrå tilbagefald. Dets verbale udførlighed er hverken overflødig eller blot ornamental. […] I fremsigelsen af dets rytmer og gentagelser vil Den Blivende Dylans litani altid være troværdig og leve videre.”[12]
10.
Talentet svigtede
Det ejendommelige og tragiske ved Dylan Thomas som digter er, at jo længere poesipauser han tog sig, desto strengere blev han overfor sig selv og de digte, han omsider tog fat på at skrive, og som han gennemskrev om og om igen, uden at nå til nogen tilfredshed. Og det til trods for, at han, som man kan konstatere i notesbogen, forbedrede dem næsten hver gang – et signifikant træk ved den virkelig talentfulde digter. For den mindre dygtige eller middelmådige sker der så godt som ingen forandring.
I takt med de indre krav han stillede til sig selv som digter, steg de ydre forpligtelser i forhold til familien, som skulle forsørges. Præcis de to sider havde Thomas livet igennem et helvede med at forene. ”I hold a beast, an angel, and a madman in me”, tilstod han. Der var adskilligt at holde styr på, og bedre blev det ikke af den stadigt overhængende fattigdom, der fulgte med hans herostratiske drukture, som hver gang tømte pengekassen, så han måtte skrive til digtervennerne, Vernon Watkins især, og alle mulige andre, om at låne ham penge, som han straks brugte igen. Af nød påtog han sig derfor adskillige småjobs; som journalistisk reporter, novellist, anmelder og som forfatter til filmmanuskripter. Men lige meget hjalp det.
Hvad digtene angik, skrev han i 1940 til Vernon Watkins: ”Jeg har ikke skrevet et digt i lang tid. Det ønsker jeg, & gør det snart, men det må ikke blive et mareridt.”. Men mareridtene fulgte, og søvnløsheden, den permanente uro, den eksistentielle utryghed, angeren og sygdommen. Til sidst kæmpede Dylan mest af alt med ikke at kunne tage sig selv alvorligt. Der var i perioder ikke grænser for hvor meget der kunne glemmes eller forvandles til luftkasteller via de jokes og den humor, han omgav sig med som den ulykkelige verdensmand han blev i USA på behørig afstand af alt det, han i virkeligheden elskede allermest af bankende sentimentalt hjerte: Livet hjemme i The Boathouse, med børnene omkring, tilbagetrukket og i ét med naturens egen bevægelse.
11.
Dylan på korset
”Now I am a man no more no more/ And a black reward for a roaring life”[13]
Dylan Thomas ligger begravet på kirkegården i Laugharne i det sydvestlige Wales under et ydmygt hvidt trækors. 31 år efter hans død blev Caitlin, der sørgede for at Dylan blev begravet i sin hjemby, lagt ved hans side og hendes navn skrevet på den anden side af korset.
12.
Guide To Dylan Thomas
De bedste introduktioner til Thomas’ digte og øvrige værk er fortsat Letters to Vernon Watkins fra 1957 og William York Tindalls uundværlige A Readers Guide To Dylan Thomas fra 1962. Med ’Guiden’ i venstre hånd og Collected Poems i højre, og et blik rettet på brevene nu og da, og lejlighedsvise lystlæsevandringer i Bill Reads vidunderlige The Days of Dylan Thomas. A Pictorial Biography fra 1964, skulle man være på rette vej til en poetisk verden af sjældne dimensioner. Men også en grotesk, absurdistisk og surreel fortælling som Adventures In The Skin Trade fra 1941-42 er et besættende sted at begynde. Thomas kaldte selv fortællingen for en mixtur af Oliver Twist, Kafka og tre-adjektiver-per-penny og Rimbaud fra Cwmdonkin Drive. Adventures In The Skin Trade blev oversat af Erik Thygesen i midten af halvtredserne til En Pelshandlers Eventyr. Det sidste arrangement, vi nåede i Swansea, omhandlede Thomas’ periode som manuskriptforfatter til film. Den blev indledt i 1940, da han tog til London, og varede til 1944, og forbigås normalt, men der også interessant stof til et helhedsbillede at hente dér. Digteren og forfatteren John Ackermann, der tidligere har skrevet Dylan Thomas. His Life and Work, præsenterede den første samlede udgave af Thomas’ filmmanuskripter The Dylan Thomas Film Scripts. Derefter var der forevisning på de vigtigste af de dokumentarfilm, Thomas har skrevet manuskript til. Ackermann påpegede, at Thomas fik forkastet flere af sine filmmanuskripter, fordi de enten indeholdt for karske meninger eller tog for kraftigt parti for arbejderne.
Et af Thomas’ faste principper var at holde meningstilkendegivelser ude af digtene. Holdninger skulle kun komme til udtryk i prosa, og det gjorde de derfor i filmene. Til tider altså lidt for direkte på et tidspunkt, hvor man helst skulle give et entydigt forherligende billede af England. Manuskripterne til dokumentar/propagandafilm som ”Our Country” (1944) (om genopretningen af England set gennem en soldats øjne) og ”Green Mountain, Black Mountain” (1942) (om det kække arbejdsliv i Wales) blev successer. Som råstof til filmteksterne anvendte Thomas en original blanding af kriseerfaringer og poesi – kæder af lydbårne poetiske billeder – til at udtrykke togets bevægelse gennem landet og til at understøtte pastorale scenerier. Successer blev også hans manuskripter til spillefilm som f.eks. The Doctor And The Devil, som han skrev for Strand Films.
(Dette er ikke den endelige version!)
[1] Under Mildwood udkom posthumt i bogform i 1954 og blev oversat til dansk af Jørgen Nash med titlen Forår i Milkwood (1956), og er siden med stor succes blevet opført adskillige gange i radioen og på danske teatre.
[2] Essayartiklen stod trykt i Information, 24.-25. Juni 1995 under følgende manchet: ”Med en junilang Dylan Thomas Festival og en særudstilling i ’The Dylan Thomas Centre’ er en af det 20 århundredes digtere kommet til ære og værdighed i sin fødeby, Swansea.”
[3] Jørgen Nash’ oversættelse er fra samlingen Solen (1956).
[4] Caitlin Thomas och George Tremlett, Mitt liv med Dylan Thomas (oversat af Kerstin Bergfors), s. 13, Forum, Norge, 1989 (opr. titel Caitlin. Life with Dylan Thomas, 1986). Samtalerne mellem Caitlin og Tremlett resulterede i 50 timers båndoptagelser, som han siden redigerede til et manuskript.
[5] David Jacobsen Turner, Poesiens rockstjerne, Jyllands-Posten, 2. sektion, s. 5., 25. oktober 2014.
[6] Constantine Fitzgibbon, The Life of Dylan Thomas, s. 293. J.M. Dent & Sons Ltd., 1965-
[7] ”On Poetry”, bragt i radioudsendelse 18. 6.1946, trykt i Quite Early One Morning, broadcasts by Dylan Thomas, s. 169, J.M. Dent & Sons Ltd., London, 1954.
[8] ”Reminiscences of Childhood”, bragt i radioudsendelse i BBC, 15.2.1943, trykt i Quite Early One Morning, broadcasts by Dylan Thomas, s. 8, J.M. Dent & Sons Ltd., London, 1954.
[9] Ibid., s. 4.
[10] William York Tindall, A reader’s guide to Dylan Thomas, s. 204, The Noonday Press, 1962.
[11] Ibid., s. 206.
[12] Seamus Heaney, Fornemmelsen for stedet. Essays. Gyldendal, s. 207-08 og 214
[13] Dylan Thomas, The Poems of Dylan Thomas, (citeret fra ”Lament”), s. 207. A New Directions Book, 1971.
