Det kan være vanskeligt at orientere sig i en roman af et sådant serieomfang som På sporet af den tabte tid i 13 bind i 7 dele – 4.469 sider. Et overblik er Neal Ashley Conrad Things forsøg på at give inspiration til dem der vil i gang eller ønsker at blive skubbet videre med at læse Prousts vældige værk. Bogen er desuden en ledsager for alle, der for altid er i gang med det, og som under genlæsningen har brug for at kunne slå personer, steder eller detaljer op. Et overblik – med handling, steder, hovedpersoner og register over personer, fiktive som virkelige.
“For hver dag sætter jeg stadig mindre pris på forstanden. Hver dag bliver jeg stadig mere klar over at det kun er uden for forstanden forfatteren kan generobre fortidens sanseindtryk, det vil sige nå frem til noget af sig selv, til kunstens eneste sande materiale. Det som forstanden gengiver under betegnelsen fortid, er ikke fortiden. Ligesom det er tilfældet med de hedengangne sjæle i visse folkesagn, bliver hver en time i éns liv straks inkarneret og skjult i en bestemt fysisk genstand. Der forbliver den fanget, fanget for altid, med mindre man støder på den pågældende genstand.”
Marcel Prousts indledningsord i “Contre Sainte-Beuve” (1908-09) (Citatet er oversat af Niels Lyngsø).